Higgspartiklen og ny fysik udover Standardmodellen

På tirsdag den 1. april 2014 kl. 19:30 kommer Mogens Dam fra Niels Bohr Institutet og holder i Toldkammeret foredrag for NOVAs medlemmer om fysikkens status og spændende nye udfordringer efter opdagelsen af Higgs partiklen.

Foredraget vil tage udgangspunkt i resultaterne fra Large Hadron Collider og vil belyse, hvad disse har bibragt af viden om Standardmodellen for de elementære partiklers fysik. Specielt vil opdagelsen af Higgs-bosonen og dennes rolle i Standardmodellen blive belyst.

Med opdagelsen af Higgs-bosonen er Standardmodellen sådan set komplet, og vi har måske hermed afdækket teorien, som er gyldig fra atomare skalaer helt op til Planck-skalaen. Vort arbejde kunne nærme sig afslutningen…

Der er imidlertid meget gode årsager til at tro, at Standardmodellen ikke er hele sandheden, men at der findes ny fysik.

Blandt de ubesvarede spørgsmål er forekomsten af mørkt stof, og asymmetrien mellem stof og anti-stof i Universet. Argumenterne for dette vil blive diskuteret, og foredraget vil slutte af med at se frem på nye ekserimentelle muligheder, der har åbnet sig for at afdække ny fysik.

Skriv en kommentar