Tag Archives: CO2

Aflysning af “Jordens tidligste liv”

Foredraget “Jordens tidligste liv” må desværre aflyses, idet Minik Rosing må følge op på en nyelig udgivet artikel om “Faint Early Sun Paradox” og derfor er taget til Stanford University med meget kort varsel.

En kort beskrivelse af indholdet i artiklen kan læses på Discovery News, mens Videnskab.dk giver en længere beskrivelse og hele teksten kan læses på Nature’s hjemmeside (hvilket dog kræver abonnement) eller i den nyeste udgave af Nature volume 464 number 7289, der er udgivet 1. april 2010. Vi forventer dog der er hold i artikel fra Minik Rosing et al. samt alle de andre artikler i det pågældende nummer af Nature.

Minik Rosing ser frem til at kunne fortælle foreningens medlemmer om paradokset på et andet tidspunkt.

Tror du på klimaeksperter?

Det skete i de dage i december engang at politikerne satte klimatopmødet COP15 i gang. Om global opvarmning, afsmeltning af polerne og udledning af CO2 slaget skulle stå, så der var importere adskillige limousiner og andre store biler for toppolitiker skal ikke gå. I det lille, kolde land langt mod nord, lå der pludselig et lag af sne på jord.

Læs resten

Medlemsaften om klima

Tirsdag den 27. oktober holdt NOVA medlemsaften i studielokalet på Montebello. Forinden var der gjort reklame for en spørgeundersøgelse om klima, som skulle bruges som udgangspunkt i en debat.

Følgende spørgsmål blev stillet i undersøgelsen med de tre svarmuligheder ja, nej eller ved ikke:

  1. Stigende temperatur: Er Jordens gennemsnittemperatur generelt steget usædvanligt meget i de seneste 40 år?
  2. Fossile brændstoffer: Skyldes evt. generelle temperatur-stigninger hovedsageligt kuldioxid fra afbrænding af fossile brændstoffer?
  3. Geografiske årsager: Skyldes evt. generelle temperatur-stigninger hovedsageligt naturlige geografiske fænomener; eks. vulkanudbrud, metan fra havbunden, havstrømme, El Nino eller skydække?
  4. Geofysiske årsager: Skyldes evt. temperaturstigninger hovedsageligt naturlige geofysiske fænomener; eks. variationer i Jordens rotationsakse eller banekurve?
  5. Astronomiske årsager: Skyldes evt. temperaturstigninger hovedsageligt naturlige astronomiske fænomener; eks. solpletter, solvind, rumstøv eller kosmisk stråling?
  6. Klimamodeller: Kan computermodeller med mindst 75% sandsynlighed forudsige temperaturen de næste 40 år – i relation til et givent kuldioxid udslip?
  7. Sparemål: Kan mennesket afgørende påvirke evt. temperaturstigninger ved hvert år i de næste 40 år at sænke kuldioxid udledningen med 2% i forhold til det foregående år?

Friskbrygget kaffe og få medlemmer

14 medlemmer inklusiv oplægsholder Poul Henrik Jørgensen var mødt op, og Birgit Kamara havde sørget for at der blev brygget kaffe til de fremmødte.

Poul Henrik startede med et kort oplæg, der ud med lidt provokative udmeldinger fra Paul Hudsons blog om at temperaturen globalt set ikke er steget de sidste 11 år og hvorfor har klimamodellerne ikke forudset dette, selvom CO2-indholdet i atmosfæren er steget. Faktisk har meteorologer svært nok ved blot at skulle forudsige vejret tre dage frem eller om det bliver hvid jul i år, så hvordan skal klimaforskere kunne forudsige noget, der er mere komplekst end vejret, årtier frem?

Svarene på spørgsmålene

Nu er det selvfølgelig ikke endegyldige svar, faktisk er dog jo kun medlemmernes opfattelse, og statistisk set kan de slet ikke bruges, idet det kun blev til 15 besvarelser. Men alligevel bringer vi her svarene, hvor politisk ukorrekte og usaglige de end må være:

Spørgsmål Ja Nej Ved ikke
1 33% 67% 0%
2 42% 58% 0%
3 50% 42% 8%
4 50% 33% 17%
5 50% 50% 0%
6 33% 58% 8%
7 42% 58% 0%

Umiddelbart er det kun de geografiske og geofysiske årsager, der burde kunne påvirke vores klima, men tages gruppen af ved ikke med i betragtningen, så er der ingen klar overvægt til ja-siden. For de astronomiske årsager er svaret fifty-fifty mellem ja og nej, mens der for de resterende spørgsmål er en lille overvægt til nej-siden.

Diskussionen

Der blev diskuteret lidt frem og tilbage, men ingen var voldsomt uenige, så det blev ikke til nogen verbal slåskamp i denne omgang. Spørgsmål blev rejst om det CO2-neutrale i afbrænding af regnskov. Ligesom at effekten af vulkanudbrud i løbet af blot 5-8 år er aftaget væsentligt. Hvad er definitionen på CO2-neutrale egentlig?

Konklusionen

Problemet med de nok så fine klimamodeller ligger i at beregningerne på modellerne er meget grove, så et hvert tænkeligt resultat kan udledes ved at fifle lidt med usikkerhederne på modellerne. Køb og salget af CO2-kvoter er kun varm luft, der skifter hænder, eller snarere skulle man kalde dem for CO2-aflad, idet man kan købe sig fri for ens synder/forurening.

Det der ville være spændende at få opklaret er, hvor stor en del af den CO2, der er i atmosfæren, stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer?

Galleri

Et indspark i klimadebatten

Vi har fra Bertel Johansen fået følgende indlæg, som en opfølgning på foredraget om klima og CO2,  samt det svar som Bertel har fået foredragsholder Eigil Kaas.

Indlæg

Eigil Kaas´ foredrag foranledigede mig til følgende indlæg i Universitetsavisen, med nedenstående svar fra EK:

4.okt.2009

Universitetsavisen, uni-avis@adm.ku.dk

redaktør Richard Johannes Bisgaard

– hermed et debatindlæg til bladet:

KU´s klimapolitiske Road-Show

Af: Vedligeholdschef Bertel Johansen, Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Nordsjællands Astronomiforening havde 15 sept. et velbesøgt foredragsarrangement på Helsingør Bibliotek med professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet, og emnet var ”Klimaet siden sidste IPCC-rapport.” Ved den lejlighed viste EK en skematisk visualiseret model af solens indstrålede varmeeffekt og effekten af afbrænding af fossilt kulstof og energiernes reflektering og udstråling fra jorden og atmosfæren med alle disse mange delelementers numeriske værdi i hundreder af w/m2/år noteret, og nederst på det store flotte landskab med vand, skyer, kraftværk, jord og himmel, var resultatet noteret til + 0,8 w/m2/år, og hermed blev det bevist, hvorfor jordens gennemsnitstemperatur steg. Og som det fremgik i øvrigt, var det blandt de mange forskelligartede delelementer i udpræget og altovervejende grad på grund af en eneste ting: stigende CO2 indhold i atmosfæren, hidrørende fra afbrænding af fossilt kul. Uden at forholde mig til betydningen af specielt CO2 spørgsmålet, forekom det opstillede regnestykke ret problematisk, idet resultatet var en endog meget lille numerisk størrelse i forhold til mængden og størrelsen af de tal regnestykket indeholdt, og disse tals individuelle videnskabelige usikkerhedsmargin. Men publikum annammede budskabet, og lod sig vel overbevise om præcisionen i den videnskabelige indsigt af alle disse energiudvekslinger og strålingseffekter imellem vores jord og himmelrummet.

Her kan vel indvendes, at målet helliger midlet, og det gør det vel også, men kun i politik, kærlighed og markedsgøjl. Det forekommer ikke troværdigt, således at foredrage en endog meget nøjagtig viden om hvert af alle disse mere eller mindre kaotiske naturfænomener, blot for at underbygge et resultat, den stigende temperatur, og slet ikke i en tid hvor vi kan se tilbage på 10 år uden temperaturstigning. Når man bænker sig til et foredrag om et emne, og foredragsholderen har rod i Københavns Universitet, er det med en forventning om den videnskabelige verdensklasse KU brander sig på, og hertil hører vel også begreber som usikkerhed og tvivlens nådegave.

Som et spørgsmål til EK efterlyste jeg ved den lejlighed en holdning til betydningen af, at befolkningstilvæksten i de 50 år der er fokus på, betyder at der tilgår atmosfæren rundt 1.750.000.000 tons CO2 mere pr. år end før temperaturstigningerne begyndte, alene ved deres gang på jorden. Det blev af EK besvaret som ganske uden betydning, idet mennesket jo som sådan var CO2-neutralt og i balance med plantevæksten i ilt- og kuldioxid udvekslingen, og forsamlingen var tydeligvis enig i, at de selv som eksistenser var ganske betydningsløse.

Og det er da også så ganske vist, at vi er i balance som anført, men for at balancen kan opretholdet på uændret og tidligere CO2-niveau, kræver det vel en analog stigning i plantemængden i samme periode. Og jf. udmeldinger fra biologer og alle de ”grønne interesseorganisationer” er plantevæksten vist faldet i perioden, regnskov forsvinder og Sahara breder sig, så balancen må nødvendigvis skulle opretholdet på et højere CO2-niveau, på samme måde som det er erfaret fra væksthuse: Tilførsel af CO2 giver øget plantevækst og produktivitet og dermed øget ilt- og CO2-omsætning.

Det er naturligvis politisk ubehageligt måske at skulle forholde sig til, at menneskemængden i sig selv også kan være af betydning for den atmosfæreudvikling der sker og som mange ønsker at undgå, men et universitet har vel også til opgave at udfordre når det er ubekvemt, som supplement til farvestrålende plancher der propaganderer for den herskende mening.

Svar på indlæg af Bertel Johansen

Kære Bertel Johansen

Jeg viste i foredraget en række figurer, der illustrerer planetens energibalancer og de processer, der ligger bag. Desuden var der fokus på mulige ændringer – dvs. ubalancer. Jeg viste bl.a. en figur udarbejdet af Trenberth m.fl. (2009), hvor man for det nuværende klima har estimeret størrelsen af alle energiflukse mellem universet og jordsystemet. Af figuren fremgår, at vores planet for tiden modtager omkring 0.9 W/m2 (ikke 0.8 W/m2 som anført i indlægget) mere, end den afgiver. Dette tal er som forventeligt lille i forhold til fx den samlede mængde solstråling (ca. 341 W/m2), der rammer jordskiven (set fra solen). Jeg er næsten helt sikker på, at jeg gjorde opmærksom på, at der er en betydelig usikkerhed i de 0.9 W/m2 – Trenberth m.fl. angiver ±0.15 W/m2 baseret på klimamodelberegninger. Der er dog ikke reel mulighed for, at tallet skulle være tæt på 0 eller endog negativt. I praksis må et energioverskud som dette altid ende i verdenshavene. De 0.9 W/m2 er faktisk i god overensstemmelse med den observerede stigningsrate i oceanernes indre energi og tilsvarende med stigningsraten i global vandstand fraregnet bidrag fra smeltende gletsjere mv.

Med hensyn til det enkelte menneskes betydning i CO2 regnskabet: Den store og voksende verdensbefolkning er naturligvis et væsentlig problem og en af hovedårsagerne til, at energiforbruget stiger. Diskussionen omkring dit spørgsmål var: Vil det enkelte menneske bidrage til stigende CO2 udslip, hvis man overhovedet ikke anvendte fossile brændsler nogen steder på jorden. Her var mit svar nej. Jeg holder fast i dette svar, hvis vi ser hen over en længere årrække. Der vil i dette tilfælde være balance mellem optag og emissioner af CO2 fra og til atmosfæren, og den samlede biomasse på Jorden behøver ikke nødvendigvis at skulle ændres. Diskussionen drejede sig udelukkende om CO2 regnskabet. Vi kom ikke ind på andre følgevirkninger af et stærkt øget ikke-fossilt energiforbrug og andre klimatiske effekter som fx ændret arealanvendelse. Sådanne effekter kan også føre til global opvarmning, og dette kan så føre til afledte effekter i kulstoffets kredsløb – altså stigende atmosfæriske koncentrationer. Den voksende verdensbefolkning er efter min mening det største af alle problemer, når vi snakker klima og energi. Hvis alle skal have de samme muligheder, som vi har i den rige del af verden, vil det blive rigtig svært at opretholde en bæredygtig ikke-fossil verden.

Med venlig hilsen
Eigil Kaas

Global nedsmeltning

Lektor og iskernekurator Jørgen Peder Steffensen holdt foredrag for NOVA om emnet is og klima den 20. oktober 2009 på i salen på Helsingør Hovedbibliotek.

Inden foredraget annoncerede bestyrelsesmedlem Poul Henrik Jørgensen emnet for medlemsaftenen den 27. oktober.

Hvordan man kommer til Grønland på blot en uge

Umiddelbart lyder en uge som lang tid for at komme til Grønland, men taget i betragtning af, at intet var planlagt før, så er det ikke lang tid, når der skal pakkes, aftaler skal ændres/aflyses og afrejsen kun er fem dage ud i fremtiden. Men det lykkedes altså få det hele i stand på de få dag, da han fik tilbuddet om at komme til Grønland for at lave iskerneboringer, og 24 ture er det indtil videre blevet til — foruden at møde kone på indlandsisen samt at få 4 børn.

Grundforskning fra den kolde krigs tid

Iskerneboringer er ikke en ny modedille, der er opstået som en følge af den øgede fokus på CO2. Der er beskæftige 50 personer med klimaforskningen på Center for Is og Klima, og interessen for iskerneboringer blev startet allerede i starten af 50’erne, hvor Willi Dansgaard fandt en sammenhæng mellem mængden af tunge ilt-isotoper i regnvand og temperaturen.

Geofysik er ikke kun begrænset til at omfatte Jorden, men dækker faktisk fysik i hele Solsystemet, grunden til at det er blevet udvidet fra blot at omhandle Jorden, skyldes det teknologiske fremskridt med satelitter, der ikke blot undersøger vores egen kloden, men også andre i solsystemet. Faktisk er der et tæt samarbejde med Mars-gruppen på NBI, da nordpolen på Mars er dækket af en iskalot.

Det udvidede periodiske system

Til trods for at det periodiske system kun har omkring 120 grundstoffer, så regnes der med 500 grundstoffer, når de stabile isotoper tælles med. Isotoperne, der er stabile, har de samme kemiske egenskaber som det respektive grundstof, men ved at kigge på forholdet mellem isotoperne kan det afgøres om fx bly, som tidligere var tilsat i benzin, stammer fra USA eller Australien, idet isotopsammensætningen afslører, hvor stoffet kommer fra.

Gammel luft

For vand der fordamper vil temperaturen have betydning, hvor mange af vandmolekylerne der indholder isotoper af henholdsvis  16O, 17O og 18O. Når de fordampede vandmolekyler kommer ind over indlandsisen, går de direkte over til at blive til snekrystaller, der lægger sig øverst på isen. Som tiden går bliver laget af sne tykkere, og når trykket bliver stort nok på den nederste del af sneen, bliver sneen omdannet til is. Luften mellem snekrystallerne bliver, idet sneen omdannes til is, fanget i isen. Iskernerne indholder således både information om temperaturen og atmosfæren fra da sneen blev dannet.

Age of stupidity og snehvide løgne

Massen af indlandsisen svinder en smule for tiden, så det er jo meget sandsynligt at hele smelter i løbet af hundrede år og måske endda hurtigere. Faktisk ville indlandsisen alene give en stigning af vandstanden i verdenshavene på  fem meter, og indlandsisen udgør kun ti procent af den samlede stigning. Det interessante er dog, at blev indlandsisen placeret i en bageovn, så ville det tage 2.500 år at smelte den!

Hvad gør man for, at amerikanerne får øjne op for menneskeskabt forurening, jo man vælger at kæde det sammen med naturkatastrofer som orkanen Katrina. Og så spørger man sig selv om, hvordan det kan lade sig gøre at få folk til at tro på noget sådan vrøvl. Svaret er jo ganske simpelt ren og skær uvidenhed.

Hvad er det forskningen viser

Hvad er det så man har fundet ud af ved at undersøge iskernerne? Det, man har kunne måle, er indholdet af CO2 i atmosfæren, som strækker sig længere end de cirka 50 år, hvor CO2-indholdet er blevet målt direkte i atmosfæren.

Ligeledes har iskernerne afsløret temperaturen gennem rundt regnet de sidste 100.000 år tilbage til slutningen af sidste mellemistid, og faktisk så er temperaturen i den nuværende mellemistid 8-12°C koldere end den forrige.

Faktisk er det koldeste tidspunkt inden for nyere tid lige omkring 1850, hvor H.C. Andersen levede og fotografiet var i rivende udvikling.

Faktisk har der gennem den sidste istid været 26 væsentlige udsving i temperaturen, og temperaturen har ændret sig 14°C på blot 25 år, så klimaet har været særdeles ustabilt gennem den sidste istid.

Årsagen til istider skyldes Jordens bane om Solen, idet baneexcentriciteten varierer over en periode på 100.000 år, ligesom ændringer i aksehældningen og præcession (aksens vippen) har en vis indvirkning på klimaet, hvilket kort blev nævnt ved foredraget om CO2 og klima i september.

Hvad man ikke forventede at finde

Ved at sammenligne kurver for temperaturen baseret på iskerner fra Grønland og Antarktis, så har det vist sig at kurverne ikke er sammenfaldende, men faktisk er forskudt, så der sker en vekselvirkning mellem den nordlige og den sydlige halvkugle.

Bunden er desuden også nået for NGRIP, da der sker en smeltning af isen nedefra, idet der bliver afgivet geotermisk varme i dette område, men en efterfølgende boring tog organisk materiale med op. Grønland har på et tidspunkt haft et skovdække, da materialet stammer træer.

Løsningen på CO2-problemet

Da politikerne er fuldstændig blinde over for eksponentielle funktion, er de slet ikke klar over, at de blot udskyder problemerne med det procentvise reduktioner, som de foreslår. Befolkningstilvæksten udgør faktisk et væsentligt problem, som det åbenbart ikke er politisk korrekt at nævne, men heldigvis har Kina indført en “et barn”-politik, hvilket giver en væsentlig reduktion i befolkningstilvæksten. Den ideelle løsning ville faktisk være, at samtlige af verdens kvinder fik en uddannelse, idet der næppe hersker nogen tvivl om effekten på antallet af fødsler.

Hvad fremtiden bringer

Der skal bores en nyt sted på Grønlands indlandsis, hvor der ikke sker en smeltning af isen nedefra på grund af geotermisk varme. Denne nye boring vil forhåbentlig kunne bringe meget mere information om den sidste mellemistid. Det vi dog allerede ved er, at omslaget fra mellemistid til istid skete i løbet af et år, så det er ikke spørgsmål om, hvordan vi håndterer en stigning af verdenshavene, men om vi overhovedet er klar til at tilpasse os en så brat ændring af klimaet.

Kort sagt, klimaet har aldrig været normalt, idet der hele tiden har været udsving.

Links

Center for Is og Klima

Poul Hudson’s blog – BBC Weather

Galleri